En Klima Innovations Camp for unge studerende gav i weekenden d. 30-31. oktober en vitaminindsprøjtning med gode innovative vinkler til arbejdet med klimatilpasning i det smukke Ry. Skanderborg Forsyning var vært for den årlige Klima Innovations Camp i samarbejde med Det Nationale Netværk for Klimatilpasning (DNNK).
Studerende fra landets universiteter var inviteret ind for at give deres bud på, hvordan vi bedst sikrer Ry mod fremtidens ekstremregn og samtidig understøtter en værdiskabende og grøn byudvikling. Jesper Arbo Frederiksen (S) benyttede lejligheden til at kigge forbi og blive klogere på, hvad klimatilpasning er, og hvordan der kan arbejdes med at skabe merværdi, når byer skal klimatilpasses.
Friske idéer
De unge studerende kommer med forskellige faglige kompetencer og er ikke bundet af planer og paragraffer. Deres idéer tager afsæt i det, de kan se med egne øjne, og så den viden, som de får gennem forløbet. Idéudviklingen startede med, at Bendt Nielsen (pensioneret byplanlægger og arkitekt) gav de studerende en rundtur i den smukke Ry by. Hér fik de både et indblik i byens historien, og i de oversvømmelsesudfordringer, som Ry står overfor, når det regner meget.
Herefter blev der lukket op for en kreativ proces med både faglige og lokale input. De lysende unge hoveder fik frit slag i bolledejen til at udfolde innovative idéer, der kunne håndtere oversvømmelsesudfordringerne samtidigt med at lokalområdet ville opleve at få mere end blot en klimaløsning.
Skole og erhverv under vand
Grupperne valgte at tage udgangspunkt i henholdsvis Mølleskolen og det nærliggende industriområde, hvor blandt andet erhvervsvirksomheden Pressalit ligger. De studerende formåede at binde de to områder sammen i en spændende synergi.
En gruppe foreslog at etablere en blå-grøn forbindelse for skolebørnene ud til de naturskønne områder i Ry, samtidigt med at de ville integrere den lokale industri bedre i lokalområdet. Dommerne fandt det meget nytænkende, at forslaget udnyttede klimatilpasning til at invitere skolebørnene ind på det industrielle område. Det er et samspil, der ikke tidligere er arbejdet så meget med.
En anden gruppe satte mere fokus på at udvikle tanker om trafiksikkerhed for skolebørnene og klimatilpasning i skolegården. Gruppen fik udviklet kreative vandelementer i skolegården, som børnene kunne klatre på og bruge i undervisningen for at forstå for eksempel måling og mængdeberegninger. Her lagde dommerne vægt på, at løsningerne var tænkt godt igennem og var godt integreret med henblik på børnenes leg og læring.
De to projekter viser, at der ved få greb kan skabes en oase for børn og voksne, fuld af leg og grønne områder.
Endnu en gang glade studerende
De studerende havde en både lærerig og sjov weekend. De fik gode tværfaglige uinputs fra hinanden, da de kom fra mange forskellige fagområder, herunder Bæredygtigt Design (Aalborg Universitet, AAU), Teknoantropologi (AAU), Geografi (Københavns Universitet, KU), Den internationale Bygningskonstruktør (Københavns Erhvervsakademi) og Urban landskabsingeniør (KU). Samtidig fik de mulighed for at bruge deres kreativitet og arbejde med formidling af deres løsning.
Én af de deltagerne, Rikke Dyre Jespersen, fortæller: ”Som studerende oplever jeg, at Klima Inovations Campen er en mulighed for at være nysgerrig på klimatilpasning i helt andre rammer, end jeg plejer. Det bedste har været at forsøge at sætte sig ind i et lokalområde, denne gang Ry, dets udfordringer, styrker og svagheder og derudfra udvikle løsninger, som ikke kun klimatilpasser, men også inddrager og tager hensyn til den lokale virkelighed. Vi har været ude i virkelige lokalsamfund med deres virkelige fortællinger og forsøgt ud fra de mange indtryk at udvikle virkelige, men også vilde og kreative bud på, hvordan deres udfordringer kan gribes an gennem et klimatilpasningsprojekt.”
De studerende var glade for casen i Ry, og Skanderborg Forsyning fik også en del rosende ord med på vejen for det fine arrangement. Klima Innovations Camp har været en årligt tilbagevendende begivenhed, som nu har været afholdt i Hillerød, Helsingør og Skanderborg Kommune med stor succes hver gang i forhold til de kreative løsninger og det lærerige tværfaglige samarbejde.
Vil du vide mere?
Hvis du tænker at Klima Innovations Campen lyder spændende eller som noget for din Kommune eller Forsyning at hoste, så læs mere om Klima Innovations Camp her >