Svendborg Kommune har siden 2021 været pilotkommune i Miljøministeriets og Realdanias kampagne ’Byerne og det stigende havvand’ om de danske kystbyers møde med vandet i takt med det stigende havvand.
Pilotkommuneprojektet ”Fra blå kant til blå zone” i ”Byerne og det stigende havvand” har gennem grundige analyser dannet baggrund for, at kommunalbestyrelsen i 2023 har truffet en endelig beslutning om strategien for byens møde med fremtidens stigende havvand og stormfloder.
Det første forslag havde baggrund i en stor projektkonkurrence i 2018, og indebar beskyttelse af havnen med sluser ude i vandet frem for en højvandsmur på kajkanten.
Beskyttelseslinjen skal nu fortsætte langs havnens indre kant i stedet for at gå over Frederiksø via sluseporte på vandet. I stedet for at beskytte alle arealer og bygninger, inviteres vandet ind over kajkanten flere steder på havnen. Havnen ses nu mere som en blå zone, hvor vandet flere steder bydes velkommen ved højvandshændelser. Ny bebyggelse og terræn bygges til at kunne holde til oversvømmelser og danner i sig selv en beskyttelse for den bagvedliggende by.
I oplægget vil Anna Als, Svendborg Kommune og Marianne Skov, Rambøll fortælle om arbejdet med strategien, om hvad der blev udslagsgivende for at skifte strategi, om beskyttelsesniveau, om adaptiv tilpasning, om finansiering, om borgerinddragelse og om en realisering opdelt i etaper.
Camilla Zacho Larsen fra Gentofte Kommune er vært på dette arrangement.