En fremtidig stormflodshændelse i hovedstadsområdet kan risikere at få voldsomme konsekvenser for det danske samfund som helhed. Ikke bare vil et enormt antal borgere blive påvirket, en lang række samfundsmæssige funktioner vil blive sat ud af drift, kritisk infrastruktur, værdifuld kulturarv og beskyttede naturområder vil blive ramt.
I 2022 satte man derfor gang i en forundersøgelse af en samlet stormflodsplan for den centrale del af hovedstaden. Den ligger nu klar her i efteråret 2024 og omfatter de fire kommuner: Hvidovre, Dragør, Tårnby og København.
Hør kommunerne præsentere arbejdet med forundersøgelsen og fortælle om de komplekse hensyn og udfordringer, som kommunerne nu skal prøve at balancere. Hvordan skal hensynet til byernes øvrige funktioner vægtes i forhold til placering af sikringsløsninger, hvilke krav og processer kalder Natura 2000-områderne på, og hvordan håndterer man den finansielle bidragsfordeling til den ca. 60 km sammenhængende megainfrastruktur?
Delrapporterne fra forundersøgelsen kan tilgås her.
Camilla Zacho Larsen fra Gentofte Kommune er vært.