Vandet kommer – Erfaringer fra Holland med klimatilpasning og deres anvendelse i Danmark
Mens behovet for klimatilpasning i Danmark er stigende, er Holland skabt på den præmis, at oversvømmelser er noget, man må indrette sig efter. Alle klimascenarier peger på, at situationen i Danmark i løbet af de kommende år kan blive ganske hollandsk. Regeringen og et stort flertal af Folketingets partier er da også enige om at udfærdige en klimatilpasningsplan for hele Danmark, herunder en mere sammenhængende kystsikring. Miljøminister Lea Wermelin vil indledningsvist på konferencen give sit og regeringens perspektiv på klimatilpasning.
Danske Regioner, Concito og DI Infrastruktur har sammen med den hollandske ambassade inviteret hollandske nøgleaktører og eksperter til konferencen. Vi får indsigt i:
- Hvordan man i Holland finansierer sin klimatilpasning
- Fordelingen af ansvar mellem den enkelte grundejer og samfundet
- Hvilke myndigheder og aktører, der løser hvilke opgaver
- Hvorledes tværgående myndighedssamarbejder fungerer.
Med det udgangspunkt vil et politisk panel, med bl.a. en række centrale ordførere, drøfte, hvad vi kan lære af den hollandske model i Danmark.
Konferencen bliver digital og streames: Torsdag den 11. februar 2021 kl. 15.00-17.30.