Planlægning og gennemførelse af kystbeskyttelsesprojekter kræver rettidig omhu og overblik, også over de juridiske aspekter. Vi vil derfor, med dette Godmorgen med DNNK, kaste lys over nogle af de væsentligste juridiske aspekter.
Vi er så heldige at kunne præsentere oplæg fra både Ilse Gräber Toxvig fra Kystdirektoratet og Helle Tegner Anker, professor i jura ved Københavns Universitet.
Kystdirektoratet vil belyse de hensyn, som skal afvejes efter kystbeskyttelsesloven, også i forhold til den inkluderede lovgivning. Kommunale fællesprojekter er værktøjet til at lave helhedsorienterede løsninger – og oplægget vil ligeledes belyse, hvorfor sådan et projekt er værd at igangsætte.
Derudover vil Helle Tegner Anker berøre de EU-retlige rammer for beskyttelse af Natura 2000-områder (og bilag IV-arter), der kan give særlige udfordringer i kystbeskyttelsesprojekter, hvor der tidligt i et projekt må tages stilling til, om projektet kan berøre sådanne naturinteresser og hvordan de i givet fald kan håndteres. Oplægget vil tage udgangspunkt i de væsentligste krav og betingelser, herunder også for anvendelse af den såkaldte undtagelsesbestemmelse.
Anne Stalk fra Gladsaxe Kommune er vært.