Der er ikke flere ledige pladser ved dette arrangement. Det er muligt at tilmelde sig til venteliste.
Dette er ikke et almindeligt formidlingsarrangement som DNNK normalt gennemfører. Det er et rum for dialog, hvor personer med solid erfaring i arbejdet med de to bekendtgørelser drøfter barrierer og muligheder.
Vi søger 15 deltagere med indgående viden OG erfaring med omkostningsbekendtgørelsen og servicebekendtgørelsen fra deres daglige virke i kommuner, forsyninger og hos rådgivere.
Der er et meget begrænset antal pladser, og vi udvælger deltagerkredsen med hensyntagen til de forskellige medlemsgrupper (tre personer pr. medlemsgruppe) og konkret erfaring med de to bekendtgørelser. Det betyder desværre, at vi ikke kan tilbyde, at alle interesserede får mulighed for at deltage, og vi håber på forståelse for dette.
Formålet med dette dialogforum er at drøfte muligheder og begrænsninger i nuværende lovgivning, og komme med anbefalinger til fremtidige ændringer, som kan forbedre mulighederne for de rigtige klimatilpasningsløsninger.
Dialogforum er et fortroligt rum, hvor deltagerne alene repræsenterer deres egen faglighed i en dialog med de øvrige deltagere og myndighederne.
Temaer og spørgsmål:
– Hvad burde vi gøre hvis vi skal gøre det rigtige og gøre det bedre og nemmere at navigere ift. regulering i fremtiden?
– Hvad kræver de gode (tekniske) løsninger ift. ny lovgivning?
– Hvilke konkrete barrierer opleves i dag ift. den eksisterende lovgivning?
– Er der en balance mellem de bekendtgørelser, som skal sikre samfundsøkonomisk hensigtsmæssighed, omkostningseffektivitet, og de dokumentationskrav som man påfører kommuner og selskaber?
Ovenstående temaer og spørgsmål er til inspiration. Ift. udfordringer og evt. løsninger er det en fordel at være så konkret som muligt, f.eks. omkring specifikke beregningstrin eller dokumentationskrav.
Program:
1. Velkomst ved Niels V. H. Sørensen, forperson i DNNK
2. Inspirationsoplæg v. Mads Uggerby, ENVIDAN
3. Proces for evaluering af KTP-reglerne, Energistyrelsen/Klima-, Energi-, og Forsyningsministeriet
4. Perspektiver fra en kommune v. Vibeke Plesner, Københavns Kommune.
5. Perspektiver fra et forsyningsselskab v. Herle Mo Madsen, Novafos A/S.
6. Input fra deltagerne og dialog.
7. Netværk og en sandwich kl. 12.15 – 12.45