I denne DNNK Masterclass sætter Københavns Universitet fokus på planlægning, drift og økonomien i LAR-løsninger. Det er tale om et online forløb med tre kursusgange á 1,5 times varighed fordelt over tre formiddage i april. Hver kursusgang består af et oplæg (30 minutter), en diskussion (15 minutter) og en øvelse relateret til dagens emne (30 minutter).
Masterclassen henvender sig til alle med interesse for landskabsbaseret klimatilpasning og den nyeste viden indenfor planlægning, drift, økonomi og bæredygtighed i bred forstand.
Masterclassen er særlig relevant for ’begyndere’ og ’let øvede’ indenfor landskabsbaseret regnvandshåndtering – men alle interesserede opfordes til at deltage, så der er mulighed for størst mulig erfaringsudveksling. Øvelserne er ’hands-on’, værktøjs- og dialogorienterede og så vidt muligt forankrede i deltagernes egen hverdag.
Bogen Regn med mere (Forlaget Grønt Miljø, 2020) fungerer som en grundbog på tværs af de tre kursusgange. Samtidig løfter vi blikket og diskuterer mulighederne i forhold til den fremtid vi alle kigger ind i.
Planlægning af LAR og fremtidens blå-grønne byer
Onsdag d. 3. april 2024 kl. 09.00-10.30.
LAR har brug for et sted. Et sted har brug for LAR. Hvordan planlægger vi for landskabsbaseret regnvandshåndtering i byen og hvilke strategiske potentialer er der på kort og lang sigt for den blå og grønne by?
- Oplæg: Planlægning af LAR og det lange sigte, v. Ole Fryd, Københavns Universitet
- Øvelse: Hvordan kan man ’læse’ landskabet, v. Ole Fryd, Københavns Universitet
- LINK
Drift og etablering af LAR-anlæg
Onsdag d. 10. april 2024 kl. 09.00-10.30.
Grønne veje og regnbede er ved at være standard mange steder. Hvad er nyeste viden om etablering og drift af LAR-anlæg – og hvordan sikres det gode samarbejde og den gode overlevering af projekter?
- Oplæg: Nyeste viden om etablering og drift af LAR-anlæg, v. Kristoffer Sindby, OKNygaard
- Øvelse: Elementer og processer i forbindelse med anlæg og drift af LAR, v. Ole Fryd, Københavns Universitet
- LINK
Økonomien i LAR-anlæg – med øje for de planetære grænser
Tirsdag d. 16. april 2024 kl. 09.00-10.30.
Totaløkonomi og diskonteringsrente. CO2-aftryk, planetære grænser og merværdi. Hvad er der af opmærksomhedspunkter og faldgrupper når man skal prissætte og vurdere de projektøkonomiske og samfundsøkonomiske omkostninger og gevinster ved landskabsbaserede regnvandsløsninger?
- Oplæg: Vurdering af de grønne klimatilpasningsløsninger, v. Ole Fryd, Københavns Universitet
- Øvelse: Totaløkonomi og diskontering, v. Ole Fryd, Københavns Universitet
- LINK