2022 er godt i gang, og de første forårsbebudere pibler op af jorden.
I dette nyhedsbrev vil vi fra sekretariatet give jer et indblik i DNNK’s planer for året.
Tanker og planer for DNNK 2022
Vi har alle lige set, oplevet og mærket naturens store kræfter da stormen Malik gik i land, og den efterfølgende stormflod. Oplevelsen viser, at DNNK og vores medlemmer hver dag beskæftiger sig med nogle meget store og vigtige opgaver, hvor naturen har store kræfter.
DNNK har stort set kun eksisteret under COVID19 tiden. Nu skal vi for alvor i gang med at forme indsatsen, så den skaber maksimal værdi for jer som medlemmer.
Nogle af de temaer vi skal arbejde med i 2022 er:
- Mere inspiration og læring – innovation og digitalisering indenfor klimatilpasning
- Ydelser til alle segmenter i medlemskredsen
- Digitalisering af medlemsydelser, medlems- og arrangementssystem, Matchmaking mv.
- Mere synlighed og flere aktiviteter i det jyske og fynske.
Vi skal vinde ”kanalen”
Der er ikke vand i denne kanal, og kanalen må gerne flyde over!
Vi taler om formidlingskanalen – vidensdelingsplatformen. Mange projekter, planer og investeringer har gode intentioner om spredning af viden, men ofte ender det i ”endnu en rapport”. Det kan vi i DNNK bidrage til at gøre bedre! Det skaber værdi for jer som medlemmer, og vidensdeling er gavnligt for samfundsøkonomien og vigtigst for at sikre gode løsninger indenfor klimatilpasning.
DNNK har en unik position og medlemskreds, med direkte adgang til de professionelle der arbejder med klimatilpasning i kommuner, regioner, forsyninger, og virksomheder. Denne kanal skal vi stille til rådighed for de mange små og store initiativer, projekter og programmer m.v.
Et godt eksempel er Realdania projektet ”Byerne og det stigende havvand”, hvor DNNK indgår som formidlingskanal, og kommer til at stå for en række arrangementer i 2022 og 2023.
DNNK-ydelser
De gode arrangementstyper med bl.a. Godmorgen DNNK, Tech Talks, temadage, podcasten VANDKANTEN, fortsætter naturligvis, men vi vil gerne have flere medlemstilbud ”på hylden”. Der kommer masser af arrangementer i 2022, og der er allerede publiceret en del i Klimakalenderen.
Vi har også et par nye ydelser/services på tegnebrættet, som vi vil teste i 2022. Når vi skriver test, betyder det, at vi vil afvikle et eller to arrangementer og herefter evaluere om de skaber tilstrækkelig værdi.
Nedenfor er et par eksempler:
Pitch events: Vand, Innovation og Pitch – ”DNNK VIP”
Vi har ca. 70 virksomheder i medlemskredsen, der alle har interesse i klimatilpasning. Til dem vil vi afvikle ”DNNK VIP”, som er professionelle Pitch events, hvor startups og virksomheder præsenterer nye innovative produkter og teknologier. Det er en unik mulighed for at præsentere fremtidens innovative løsninger for et ”publikum” bestående af vores medlemmer fra bl.a. kommuner, forsyninger og rådgivere.
Pitch er en disciplin, der er meget benyttet i investor og forretningsverdenen. I DNNK-regi ”oversætter” vi, konceptet så det kommer det til at handle om vand sektoren målrettet nye løsninger til klimatilpasning. Steffen har +10 års erfaringer med denne disciplin, og der skabes altid god energi og altid ny inspiration for ”publikum”, og ofte er det en introduktion til den nyeste viden og innovation.
De første virksomheder har allerede tilkendegivet interesse for at deltage, og der er plads til mange flere: send en mail til sv@dnnk.dk, hvis din virksomhed har interesse i at præsentere nye innovative løsninger for kommuner og/eller forsyninger!
Matchmaking – hvem ved noget om A, B eller C?
Den samlede viden om klimatilpasning i Danmark er stor. Derfor vil vi bidrage til, at medlemmerne kan komme i direkte kontakt med dem der allerede har en specifik viden eller erfaring, så ”den dybe tallerken” ikke skal opfindes igen.
Matchmaking handler om at bringe de rigtige mennesker og kompetencer sammen, uanset om det handler om medlemmernes nye anlægsprojekter, søgning efter en rådgiver, erfaringsudveksling, større EU-ansøgninger, erfaring med konkrete udfordringer, etablering af faglige netværksgrupper m.v.
For at dette kan gennemføres i en relevant skala med få ressourcer, skal denne kontaktskabelse på sigt digitaliseres og være mere medlemsdrevet.
Klimatilpasning i et økonomisk og samfundsmæssigt perspektiv
I 2022 er der et stort fokus på nye politiske tiltag indenfor klimatilpasning. DNNK vil bringe noget af netværkets og forskernes unikke faglige viden i spil ved arrangementer med fokus på de samfunds- og planmæssige samt økonomiske perspektiver der er i klimatilpasning. Dette er en DNNK-ydelse til beslutningstagere og ledere i kommuner, forsyninger. Første arrangement er d. 28. februar. Læs mere her >
Medlemsbasen skal styrkes
Vi har allerede mange medlemmer, og skal have flere i 2022.
OG – vi skal skabe mere værdi for medlemmernes medarbejdere og kolleger!
I løbet af 2022 vil vi sikre, at I som medlemmer modtager invitationer direkte i jeres mailboks, så I ikke skal være opsøgende i DNNK Klimakalenderen.
Når en kommune, forsyning mv. er medlemmer, skal ledelsen/kontaktpersonen have mulighed for at tilbyde deres medarbejdere og kolleger adgang til DNNK, og vi skal kunne kommunikere direkte med dem.
Med et nyt medlemsstystem, som implementeres i 2022, bliver DNNK dermed et tilbud til alle professionelle, der arbejder med klimatilpasning. Det skaber udvikling, og sikrer alle kan være på forkant med den nyeste viden, og lære af de mange initiativer der allerede foregår i Danmark.
Afslutningsvis vil jeg lige minde om vores fælles vision, som er det vi i sekretariatet skal understøtte for medlemskredsen; ET KLIMATILPASSET DANMARK – med en klar mission der handler om at skabe, samle og dele viden og løsninger.
Vi håber, at vi med dette nyhedsbrev har givet jer et lille indblik i de nye tiltag, vi vil arbejde med i 2022.
Ræk endeligt ud til mig, hvis der er forslag til aktiviteter, spørgsmål eller kommentarer.
Steffen Vestergaard
Sekretariatsleder
sv@dnnk.dk
Tlf. 40 35 00 55