I en ny rapport udarbejdet af DTU for Miljøstyrelsen sættes fokus på de samfundsøkonomiske omkostninger ved oversvømmelser relateret til stormflod ved kyster, skybrud, vandløb og grundvand.
Rapporten er baseret på en vurdering af eksisterende danske og internationale studier. Der er desværre relativt få studier på området, så det faglige grundlag for at drage konklusioner om, hvad oversvømmelser kunne koste, og hvad der dermed vil kunne betale sig at investere i klimatilpasning, er desværre spinkelt.
En samlet konklusion på rapportens analyse af eksisterende studier er dermed, at der kan forventes betydelige samfundsøkonomiske omkostninger fra oversvømmelser og til klimatilpasning. På baggrund af de potentielt store samfundsøkonomiske risici og de relativt få studier på området, så anbefales det at styrke det faglige grundlag gennem flere danske studier som en nødvendig forudsætning for at understøtte en omkostningseffektiv indsats på området.