Vi har nu trådt de digitale børnesko til, og går i bredden og dybden med arrangementer til alle medlemmer
I starten af 2020 blev det Det Nationale Netværk For Klimatilpasning, DNNK, stiftet. Vi, i DNNK, har været ivrige for at komme i gang med at tilbyde jer alle inspirerende arrangementer, hvor blandt andet nyeste viden fra både praksis og forskningen præsenteres. Grundet COVID-19, måtte vi hurtigt omstille os til at gøre dette udelukkende digitalt – hvilket vi blandt andet har gjort ved webinarserien ”Go morgen med DNNK”. Her drøftede vi temaerne højt grundvand, tørke, kyster og sidst men ikke mindst, hvordan vi sikrer, at vi planlægger, så der tages højde for alle ekstremerne. Sidstnævnte vil være et gennemgående emne for os i den kommende tid.
Vi glæder os nu til et efterår, hvor DNNK vil tilbyde spændende arrangementer for alle medlemmer! Grundet netværkets store bredde, har vi et stort potentiale for både at dele viden, men også for hver især at finde relevante samarbejdspartnere blandt netværkets medlemmer, der rummer både kommuner, forsyninger, vidensinstitutioner, borgergrupper, samt virksomheder der er aktive indenfor klimatilpasning.
Efteråret vil derfor både byde på ”klassiske” arrangementer, såsom en konference omkring biodiversitet ved klimatilpasning, der planlægges i samarbejde med DANVA, et temamøde om vandkvalitet, der bliver ved med at være et relevant emne når vi taler klimatilpasning, samt en studietur til udvalgte klimatilpasningsløsninger i Danmark. Disse arrangementer henvender sig særligt til medlemmer fra kommuner og forsyninger, men andre interesserede er også velkomne.
Samtidig planlægger vi at holde et stormøde omkring digitale løsninger indenfor klimatilpasning – for nogle kendt som ”smart city”-tiltag. Dette arrangement henvender sig stort set til alle aktører indenfor klimatilpasning, og derved også for alle medlemmer.
Derudover har vi et nyt koncept i støbeskeen, kaldet ”tech-talks”. Disse arrangementer forventes hovedsagelig at blive afholdt digitalt, og vil indeholde en præsentation af en specifik teknologi. Her kan du enten få inspiration til et nyt produkt du kan bruge i din løsning, møde producenter, der har brug for lokaliteter til at teste produkter, har behov for input og ekspertise, eller du kan møde andre, der sidder med udfordringer der ligner dine. Hvad enten du sidder i en kommune, en forsyning, forsker eller er produktudvikler kan der være noget for dig ved disse ”tech-talks”.
Et andet af de tiltag vi glæder os til at præsentere, er match-making. Formålet er at skabe bro mellem virksomheder der arbejder indenfor klimatilpasning, og netværkets øvrige partnere, med fokus på idegenerering af virksomhedernes fremadrettede fokusområder og produktudvikling indenfor klimatilpasning. Samtidig vil disse arrangementer understøtte ambitionen om ”match-making”, hvor der skabes kontakt mellem relevante samarbejdspartnere, hvad enten det handler om løsning af en konkret klimaudfordring, udvikling og test af produkter, eller forskningsprojekter.
Alle parter involveret i klimatilpasning vil kunne finde disse arrangementer relevante!
Som du kan se, tilbyder vi et efterår hvor mange af klimatilpasningens aspekter vil blive berørt. Vi håber I finder lige det I står og har brug for!
Du kan finde alle arrangementerne på DNNKs hjemmeside her >
VI GLÆDER OS TIL ET SPÆNDENDE EFTERÅR!